Løbeklubben Lange Ben til Skovmarathon

Løbeklubben Lange Ben til Skovmarathon i St. Dyrehave

Lange Engs løbeklub “Lange Ben” var søndag 6. november repræsenteret med 8 formstærke løbere til Skovmarathon i Hillerød. De gennemførte alle halvmarathondistancen på 21,1 km i den smukke efterårsskov i St. Dyrehave.

Selvom efterårets mørke for alvor har sænket sig over Lange Eng, så betyder det ikke at vi har gemt os indendøre under dynen. Det var i hvert fald ikke tilfældet for 8 medlemmer af Lange Engs løbeklub “Lange Ben”, som på en grålig søndag drog mod nord for at løbe halvmarathon i St. Dyrehave ved Hillerød. Udover gode ben havde de medbragt egne supportere, som undervej på ruten heppede på løbetosserne.

For nogle af deltagerne var det første gang at deres lange ben havde båret dem ud på så lang en distance, men de gennemførte alle i flot stil uden skader men med store smil :-) Forud for løbsdagen havde alle også lagt en flittig træningsindsats for at kunne gennemføre den lange distance. Bl.a. har flere deltaget i den ugentlige fællestræning, hvor der de seneste par gange har været lagt vægt på intervaltræning.

Efter det veloverståede løb vendte de lange ben hjem til Bofællesskabet for at tage et tiltrængt bad. Det blev dog hurtigt besluttet at indkøbe nogle store kager i den nyåbnede RvH Vest bager i Vestcentret (brød og kager leveret fra Reinh. van Hauen) for at fejre den gode dag og de flotte resultater. De velfortjente kager blev indtaget i caféen, og der var enighed om at deltagelsen i Skovmarathon (inkl. efterfølgende kagebord) ikke behøver at være en engangsfornøjelse :-)

Så hurtigt løb de lange ben:

Peter Tranevig 1:39:54
Torben Heikel Vinther 1:40:28
Jeppe Falck 1:48:57
Katrine Clement 1:55:47
Christian Pinkowsky 1:56:35
Sanne Fraas 1:57:53
Kurt Rasmussen 2:01:38
Monica Strini 2:02:10

 

Scroll to Top